Om Christiansø
Ertholmene ligger og lokker ude i horisonten nordøst for Bornholm. Øgruppen består af to beboede øer, Christiansø og Frederiksø samt fuglereservatet Græsholmen og et antal større og mindre skær.
Fra at være en samling øde klippeknolde, der stak op af havet, ændrede øerne sig til i dag at være et eftertragtet udflugtsmål for turister.
Det hele startede i 1684 da Christians den V (1670 - 1699) bestemte, at der skulle bygges et forsvarsværk til flådens skibe i Østersøen. Ved freden i Roskilde 1658 havde Danmark mistet Skåne, Halland og Blekinge, det var derfor nødvendigt at kontrollere den svenske flådes bevægelser i Østersøen. På Ertholmene fandtes en naturhavn mellem to af øerne. Her byggede man fæstningen Christiansø, verdens første flåde base. Først opførtes de to karakteristiske tårne, St. Tårn på Christiansø og Lilletårn på Frederiksø.
På begge øer byggede man bastioner og ringmur mod det åbne hav. Godt skærmet bag dem ligger fæstningens mange andre bygninger. Et imponerende bygningsværk, som der blev arbejdet på under hele fæstningstiden. I havnen kunne den danske flådes skibe søge beskyttelse, hente vand og proviant samt få repareret skader under deres togter i Østersøen.
I de historiske kulisser eksisterer i dag et velfungerende lille civilt samfund med ca. 95 beboere. På Christiansø er der f.eks skole, kirke, fyr, posthus, bibliotek, forsamlingshus, museum, teltplads, købmand og gæstgiveri. Øen har sit eget brand- og redningsvæsen, el og vandværk.

